Tag på cykelferie langs Elbens bred gennem smukke landskaber og fredede områder forbi UNESCO-verdensarvssteder og historiske byer.
På denne midterste etape på den populære Elberadweg går turen fra Dresden til Magdeburg gennem det saksiske landskab, der er præget af renæssancens konger og fyrster, hvor UNESCO-Verdenskulturarvssteder ligger som perler på snor med bl.a. Bauhaus-arkitektur i Dessau, reformationens vugge i Lutherstadt Wittenberg og de mange historiske parker i Gartenreich Dessau-Wörlitz.
Den 290 km lange rute snor sig langs med floden Elben og passerer undervejs gennem et af Tysklands ældste vindistrikter, 'Sächsische Weinstraße' og endnu et UNESCO anerkendt område, biosfærereservatet Mittelelbe. Mellem de mange historiske byer og kultursteder strækker de åbne marker, frodig skove og vinmarker sig langs Elben og skaber en flot kulisse til rejsen.
Højdepunkter på rejsen:
• Vindistriktet Sächsische Weinstraße
• UNESCO-verdenskulturarv: Lutherstadt Wittenberg
• Bauhaus UNESCO-verdenskulturarv i Dessau
• UNESCO Gartenreich Dessau-Wörlitz
• UNESCO-biosfærereservatet Mittelelbe
REJSEBESKRIVELSE
Rejsen starter i Dresden, en by, der led stort under Anden Verdenskrig, men som efterfølgende har rejst sig og genskabt den flotte og historiske bymidte, som kendetegner byen.
Ruten går fra Dresden gennem vindistriktet 'Sächsische Weinstraße' - en af de ældste vinregioner i Tyskland, hvor vinmarkerne er anlagt i terrasser på de stejle skråninger langs flodbredden. Her passerer man bl.a. igennem de historiske byer Meissen og Torgau med det velbevarede renæssanceslot Hartenfels og den historiske byport.
Fra Torgau går turen videre gennem det bølgende landskab til Lutherstadt Wittenberg, der er kendt som reformationens vugge, hvor Martin Luther i 1517 fæstnede sine 95 teser på døren til Slotskirken. Lutherstadt Wittenberg er i dag optaget på UNESCOs verdensarvliste.
Fra Wittenberg bevæger man sig ind i det UNESCO bevarede biosfærereservat, Mittelelbe der omfatter en række forskellige landskaber, herunder flodenge, vådområder, skove og græsarealer langs floden Elben. De forskellige økosystemer understøtter bevarelsen af de naturlige habitater for en bred vifte af forskellige plante- og dyrearter.
I Mittelelbe-reservatet bevæger man sig samtidig igennem kulturområdet Gartenreich Dessau-Wörlitz, der byder på flere slotte og parker, og er kendt for sin unikke kombination af landskabsdesign, arkitektur og kulturelle monumenter. Gartenreich Dessau-Wörlitz er også optaget på UNESCOs verdensarvsliste.
Bauhaus-skolen flyttede i 1925 til Dessau og perioden derefter markerede højdepunktet af Bauhaus' indflydelse og eksperimenter inden for kunst, arkitektur og design. Bauhaus-bygningerne i Dessau er i dag anerkendt som UNESCO-verdensarv for deres betydning inden for moderne arkitektur og design.
Rejsen slutter i Magdeburg med den flotte historiske katedral. I Magdeburg kan man også opleve det unikke og farverige Hundertwasserhaus.