Dag 1: Afrejse fra København
Flyrejsen til Svalbard og Longyearbyen kan til tider være lang og besværlig, med flere stop undervejs. Vi bestræber os altid på at arrangere de mest direkte og mindst tidskrævende flyvninger. Dette kan dog i visse tilfælde medføre, at den bedste flyvning nødvendigvis må inkludere en overnatning i Oslo på vejen. Denne overnatning - skulle det blive aktuelt, sørger vi naturligvis for at inkluder, men det vil betyde, at man kan risikere først at ankomme til Longyearbyen og morgenen på dag to.
Dag 2: Longyearbyen
Byen blev oprindeligt grundlagt som en mineby i 1906 af den amerikanske mineejer, John Munroe Longyear, som byen også er opkaldt efter. I dag er kulminerne stadig en vigtig del af byens økonomi, men Longyearbyen har med tiden også udviklet sig til en livlig og multikulturel by, med kunstgallerier, museer, barer, restauranter, butikker og et lille butikscenter.
Byen har en charmerende arkitektur, med farverige huse i traditionel norsk stil, og dens placering ved bredden af Adventfjorden byder på en flot udsigt over det arktiske landskab.
Har man natten før haft en overnatning i Oslo, vil man her på dag to ankomme til Longyearbyen først på eftermiddagen, hvorefter resten af dagen kan bruges til at udforske byen.
Dag 3: Afgang fra Longyearbyen
Om morgenen bliver du hentet på dit hotel og kørt til Bjørndalen et kort stykke uden for Longyearbyen hvorfra vores 4-dages vandring mod Isfjorden begynder. Fra første færd oplever vi den spektakulære Arktiske natur, når vi følger rensdyrenes fodspor ind i Bjørndalen og klatrer op på vores første fjeld, Fuglefjellet, omkring 500 meter. Fra toppen af fjeldet nyder vi den smukke udsigt over Isfjorden, mens vi spiser frokost. Efter frokosten fortsætter vi vores vandretur mod vest, indtil vi når den første lejrplads.
På denne vandretur er det nødvendigt, at alle hjælper til med de praktiske opgaver. Når vi når vores lejrplads hjælpes vi derfor ad med at slå lejr og tilberede aftensmaden. Efter aftensmaden besøger vi den forladte russiske mineboplads, Grumant. Selvom midnatssolen stadig danser, er det blevet tid til at kravle i soveposerne og få et velfortjent hvil. I løbet af natten roterer vi som isbjørnevagter.
Dag 4: Vandring
Efter morgenmaden, som vi nyder til den enestående udsigt over de arktiske fjorde, pakker vi vores tasker og snører vandreskoene til endnu en eventyrlig dag til fods. I dag går vi ned til kysten ved Coles Bay, hvor vi møder endnu en anden interessant del af den russiske minehistorie på Svalbard. Her stopper vi for frokost. Efter frokost krydser vi floden Coles Valley og fortsætter vores færd, inden vi slår lejr for natten.
Dag 5: Vandring
Efter morgenmad og sammenpakning af vores lejr fortsætter vi vestpå mod den russiske mineby Barentsburg. Vi skal i dag vandre lidt længere end de foregående dage, men terrænet er mere fladt og lettere at forcere. Vi stopper undervejs for at indtage en lun ekspeditionsfrokost før vi passerer Barentsburg om eftermiddagen. Vi har gået forbi flere gamle russiske bosættelser i løbet af de sidste dage, men dette er den eneste stadig aktive by med omkring 500 beboere. Efter Barentsburg fortsætter vi lidt endnu, inden vi slår lejr for natten - vores sidste nat i vildmarken.
Dag 6: Ankomst til Isfjord
Efter morgenmaden pakker vi lejren ned og starter dagen med en kort bådtransport over fjorden til den russiske vandstation. Her snører vi vandrestøvlerne endnu en gang og begiver os ud på de sidste kilometer mod Isfjord Radio. Afhængigt af vejret kan vi vælge enten indlandsruten eller kystruten. Ved ankomsten til Isfjord Radio her midt i det Arktiske landskab på kanten af polarhavet bliver vi budt velkommen af vores værter med varme drikke. For de eventyrlystne kan man nå en hurtig svømmetur i det kolde Arktiske vand og bagefter nyde udsigten over Isfjorden fra den varme sauna, inden aftenens 4-retters måltid serveres.
Dag 7: Isfjord Radio - Longyearbyen
Vi nyder en afslappet morgen med en dejlig morgenmad og tid til at fordybe sig i det Arktisk liv omkring den gamle radiostation. Måske er der tid til endnu et dyb i ishavet og en tur i den varme sauna før frokost. Efter frokost er det blevet tid til at vende tilbage til civilisationen. Turen tilbage til Longyearbyen tilbagelægge vi til vands. Vores båd sejler sidst på eftermiddagen og vi får nu lejlighed til at opleve det fantastiske landskab vi har vandret de sidste dage fra en helt ny vinkel.
Efter ankomst til Longyearbyen bliver du bragt retur til dit hotel.
Dag 8: Longyearbyen
Dagen er til fri disposition i Longyearbyen. Bliv i byen og oplev det arktiske byliv eller benyt dagen til at tage på én af de mange endagsture udenfor byen f.eks. hval-safari.
Dag 9: Hjemrejse
Først på eftermiddagen går turen hjem til Danmark. Der findes ingen direkte fly til Danmark, så hjemrejsen kræver minimum én mellemlanding undervejs.