Dag 1: Ankomst til Reykjavik
Fly fra København til Island. Afhentning af bil i lufthavnen og kørsel til Reykjavik.
Overnatning i Reykjavik
Dag 2: Reykjavik og Hvalsafari
Dagen starter med en hvalsafari, hvor man kan opleve de store havpattedyr i deres naturlige omgivelser. På en hvalsafari fra Reykjavik kan man opleve hvaler som vågehvaler og pukkelhvaler, og nogle gange også finhvaler, spækhuggere eller endda blåhvaler. Derudover kan man få øje på delfiner, marsvin og sæler, som svømmer omkring båden. Om sommeren er der også et rigt fugleliv med blandt andet søpapegøjer. Samtidig får man en flot udsigt over Islands kyst, bjerge og det åbne hav.
Efter hvalsafari er resten af dagen på egen hånd i Reykjavik.
Overnatning i Reykjavik
Dag 3: Reykjavik, Nordlyssafari og lavatunnel
Dagen er på egen hånd i Reykjavik.
Om aftenen går tuen ud i jagt på nordlyset (kun på afgange mellem september-april)
Denne aftentur kombinerer to af Islands mest spektakulære oplevelser: en udforskning af en lavatunnel og jagt på nordlyset.
Turen starter med afhentning i Reykjavik, hvorefter man kører til Raufarhólshellir, en imponerende lavagrotte skabt af et vulkanudbrud for over 5.000 år siden. Her går man gennem tunnelen med en guide og oplever de farverige klippeformationer og sporene fra den vulkanske aktivitet.
Efter grotteoplevelsen fortsætter turen ud i den islandske natur for at lede efter nordlyset. Guiden finder de bedste steder væk fra byens lys, så chancen for at se det magiske fænomen bliver størst mulig. Undervejs kan man holde varmen med tæpper, varm kakao og nyde den unikke stemning under stjernehimlen.
Overnatning Reykjavik
Dag 4: Golden Circle - Thingvellir nationalpark og Silfra-kløften
I dag er det blevet tid til at forlade den islandske hovedstad, Reykjavik og køre ud i det storslåede islandske landskab på den berømte Golden Circle-rute. Dagens højdepunkt er uden tvivl Tingvellir Nationalpark, et sted hvor de Nordamerikanske og Europæiske tektoniske plader mødes. Her kan man stå midt i det fascinerende ingenmandsland mellem de to kontinenter og opleve landskabets dramatiske geologi på nært hold. Nationalparken er fyldt med imponerende klippeformationer, sprækker og søer, som fortæller historien om Jordens bevægelser gennem millioner af år.
For de eventyrlystne er der mulighed for at snorkle i den krystalklare Silfra-kløft, hvor man svømmer mellem de to tektoniske plader i vand så klart, at sigtbarheden næsten føles uvirkelig. Denne oplevelse kombinerer både geologisk fascination og adrenalinfyldt eventyr – en chance for bogstaveligt talt at befinde sig mellem to kontinenter på samme tid.
Overnatning på Golden Circle
Dag 5: Golden Circle - Geysir og snescootertur og overnatning i Bobler
I dag fortsætter turen rundt på Golden Circle. Første stop er Geysir, hvor de dampende gejsere bryder gennem jordens overflade, og man kan se det berømte Stokkur springe med imponerende kraft med få minutters mellemrum.
Næste stop er det mægtige Gullfoss-vandfald, også kendt som “Det Gyldne Vandfald”, hvor det brusende vand styrter ned i en dramatisk kløft, omgivet af tåge og regnbuer på solskinsdage. Der er rig mulighed for at nyde synet og tage billeder, inden eventyret fortsætter til dagens næste aktivitet.
Herefter går turen til Langjökull-gletsjeren, Islands næststørste gletsjer. Her venter der en tur op på selve gletsjeren på snescooter. Ved gletsjerlejren vil man blive mødt af de erfarne snescooterguider, som hjælper med med udstyr og en grundig sikkerhedsbriefing. Herefter venter en times guidet snescootertur over det enorme, isdækkede landskab.
Efter denne oplevelse går turen videre mod overnatningen i de magiske bobler, hvor man kan slappe af og nyde udsigten. For dem, der ønsker endnu mere afslapning undervejs, er der også mulighed for at tage et stop ved Secret Lagoon, en varm kilde omgivet af dampende vand og smukke naturlige omgivelser – perfekt til at varme kroppen efter en dag fuld af oplevelser.
Når dagen går på hæld, krybes der til køjs i boblerne, og med lidt held kan man lade sig fortrylle af det betagende nordlys, der danser over Islands himmel
Overnatning i bobler
Dag 6: Islands sydkyst - Seljalandsfoss, Skógafoss og Vik
Fra den berømte Golden Circle fortsætter rejsen nu langs Islands dramatiske sydkyst, hvor landskabet skifter fra geotermiske områder til storslåede vandfald, sorte sandstrande og imponerende klippeformationer. Dagens destination er den sydligste landsby på Island, Vík í Mýrdal, som ligger smukt omgivet af kystklipper og de karakteristiske basaltsøjler.
På vejen mod Vík stopper man ved det ikoniske Seljalandsfoss, et vandfald på cirka 60 meter, som er unikt, fordi man kan gå bag om det og opleve det fra en helt anden vinkel – et perfekt sted til fotos. Kort efter ligger det mægtige Skógafoss, et af Islands mest fotograferede vandfald. Med sin imponerende bredde og kraftfulde fald er det en oplevelse, man sent glemmer. Hvis man har mod på det, kan man også vandre op ad trappen ved siden af Skógafoss for at få en storslået udsigt over det omkringliggende landskab og den flade sydkyst.
Langs ruten vil man også passere flere af Islands berømte sorte sandstrande, herunder Reynisfjara, kendt for sine dramatiske basaltsøjler og de majestætiske havklipper Reynisdrangar, som ifølge lokal mytologi er forstenede trolde. Disse steder giver en stærk kontrast til de grønne marker og glitrende vandfald, og det er et must at stoppe for at nyde og fotografere.
Når man ankommer til Vík, byder landsbyen på flere spændende udflugtsmuligheder. En populær aktivitet er at vandre ud til spidsen af klippeformationerne sydvest for byen, hvor man kan nyde udsigten over Atlanterhavet og de dramatiske kystlinjer. Alternativt kan man tage på guidet tur til en af de nærliggende gletsjere, såsom Mýrdalsjökull, som ligger over Katla-vulkanen.
For de eventyrlystne anbefales en super jeep-tur fra Vík til Katla-gletsjeren og den spektakulære Katla Ice Cave, hvor man kan udforske indersiden af isen og de blå isformationer – en oplevelse, som er helt unik for Island og giver et helt særligt indblik i gletsjerens hemmeligheder.
Overnatning i Vik
Dag 7: Islands sydkyst fortsat
I dag går turen tilbage ad samme rute som man kom fra foregående dag. På turen tilbage passerer man igen flere af de kendte vandfald, såsom Seljalandsfoss og Skógafoss, hvilket giver mulighed for at besøge dem på en anden tid af dagen og opleve lys og omgivelser fra nye vinkler.
Hvis man er klar på en længere køretur, kan man starten dagen med at fortsætte østpå fra Vík í Mýrdal mod den berømte Diamond Beach, som ligger cirka to timer væk. Dette område er kendt for sine glitrende isklumper, der skylles op på den sorte sandstrand og skaber et næsten surrealistisk syn – som om små diamanter ligger spredt langs kysten. Lige ved siden af ligger den spektakulære Jökulsárlón Glacier Lagoon, en smeltevandssø, hvor isbjerge i alle størrelser langsomt flyder mod havet. Disse isblokke er kælvet fra den enorme gletsjer Breiðamerkurjökull, en del af den mægtige Vatnajökull, Europas største gletsjer. At se disse isbjerge i lagunen, nogle kridhvide, andre dybblå, er en oplevelse, der sætter perspektiv på Islands vilde og rå natur.
Udfordringen ved denne tur er selve køreturen – vejene kan være lange og til tider vindblæste – og det faktum, at man skal tilbage samme vej, hvilket kræver planlægning. Mange vælger derfor at afsætte hele dagen til denne udflugt, så man kan tage sig tid til både fotografering, korte gåture og måske endda en bådtur i lagunen, som tilbyder en helt tæt oplevelse med isbjergene.
Overnatning i Selfoss
Dag 8: Hjemrejse
Fra Selfoss går turen nu tilbage mod Keflavík Lufthavn, men inden hjemrejsen er der stadig mulighed for at opleve endnu et af Islands mest ikoniske steder. Ikke langt fra lufthavnen ligger nemlig den berømte Blå Lagune (Blue Lagoon), en geotermisk spa omgivet af lavamarker og dampende varme kilder. Her kan man slappe af i det mineralrige, turkisblå vand, som siges at have helbredende egenskaber for hud og sind. Området er omkranset af vulkansk landskab, hvilket giver en surrealistisk kontrast mellem det varme vand og de sorte lavafelter.
Besøget i Blå Lagune kan kombineres med forskellige wellness-oplevelser, såsom spa-behandlinger, muddermasker eller blot en rolig stund i bassinet, mens man nyder udsigten over det islandske landskab.
Fra Den Blå Lagune fortsættes til lufthavnen i Keflavik, hvor bilen afleveres og der flyves retur til København.